Høringsfrist viser foragt for demokratietNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten16/12-2004 ”Nærdemokrati er noget, regeringen meget gerne vil tale om, mens dens handlinger viser en helt anden holdning til den demokratiske proces,” konstaterer Thorkild Ljørring Pedersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd. ”Det er ikke rimeligt at forvente gennemarbejdede høringssvar fra organisations-Danmark, når regeringen udsender 2800 siders lovforslag og giver en frist på kun en måned hen over jul og nytår.” Landdistrikternes Fællesråd protesterer imod, at lovgrundlaget for den største omlægning i mands minde af det danske samfund skal hastes igennem, uden at det organisations- og foreningsbagland, der skal fungere i og sammen med de kommende kommuner og regioner, får en rimelig mulighed for at sætte sig ind i lovgrundlaget. ”Det er grotesk, at Indenrigsministeren, samtidig med den kæmpemæssige lovpakke sendes i høring, nedsætter en tænketank, der skal komme med forslag til fremtidens nærdemokrati,” fortsætter Thorkild Ljørring Pedersen. ”Vi frygter, at nærdemokratiet og det kommunale selvstyre i fremtiden får et meget snævert spillerum, når lovpakken lægger op til et cirkulære-styre, hvor end ikke Folketinget får indflydelse på, hvordan fremtidens kommuner og regioner skal løse deres opgaver.” ”Landdistrikternes Fællesråd er gået ind i strukturdebatten med et åbent sind og det vil vi også gøre i tænketanken. Men når udmøntningen af fremtidens kommunale struktur i form af lovgivning foregår på denne forhastede måde, må Landdistrikternes Fællesråd konstatere, at der ikke er sammenhæng mellem regeringens udmeldinger om det nære demokrati og den mangel på respekt for demokratiet, som høringsfristen er udtryk for”, slutter Thorkild Ljørring Pedersen. Yderligere oplysninger hos Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 75 87 07 04. Tag et master-modul i landdistriktsudvikling eller landskabsforvaltning Sidst i januar 2005 begynder modul 2 af Masteruddannelsen i Landdistriktsudvikling og Landskabsforvaltning. Det er muligt at tage modulerne enkeltvis og emnerne på forårets moduler er ”Nye erhverv i landdistrikterne” (landdistriktssporet) og ”Det multifunktionelle landskab” (landskabssporet). Masteruddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Yderligere oplysninger om modulerne fås på http://www.cfu-land.dk eller på http://www.kvl.dk. Der er tilmeldingsfrist d. 15. januar 2005. Sæt gang i dialogen med ”Landmand på spil” LOK, Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed, har udviklet et spil, der kan sætte gang i dialogen mellem landmændene og alle de andre, der også bor på landet. De to grupper kommer jo af og til på kollisionskurs, men med spillet lukkes der op for en konstruktiv dialog om hverdagens dilemmaer i landdistrikterne. Det er let at komme til at spille med – LOK stiller spil og spilleder gratis til rådighed og kaffen er sponsoreret. Det eneste, et lokalsamfund skal bidrage med, er en dato, et lokale og 20 – 25 personer, der har lyst til at være med. Se mere på http://www.lok.dk under dialogforum. Dette er det sidste nyhedsbrev fra Landdistrikternes Fællesråd i 2004. Vi ønsker alle vore læsere en glædelig jul og et godt Nytår. På gensyn i 2005. |
||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |