Fem borgmestres taler omkring Ny NæstvedNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten14/12-2004 Henning Jensen, Næstved Kommune: - Jeg vil gerne starte med at præsentere mig selv, jeg hedder Henning Jensen, og er borgmester i Næstved Kommune. - På vegne af Suså, Holmegaard, Fladså, Fuglebjerg og Næstved kommuner vil jeg gerne sige tak til alle, der er mødt frem på denne historiske dag, hvor vi sætter vores underskrifter på et fælles brev til indenrigsministeren. I brevet står der, at vi er enige om at slå os sammen til én kommune fra den 1. januar 2007. - Der er ingen tvivl om, at vi har nogle spændende år foran os, men det bliver også nogle krævende år. Det er ingen let sag at få fem kommuner til at blive til en. Der er mange administrative rutiner, der skal ændres og mange medarbejdere får nye opgaver. - Selv om kommunen er i gang med en stor omstillingsproces, skal borgerne ikke have et ringere serviceniveau. Daginstitutioner, skoler og ældrepleje - det hele skal fungere som sædvanligt fra første dag i den nye kommune. En kommune kan ikke lukke i en måned, selvom det måske kunne give en hurtigere omstilling. - Når jeg tænker på den proces, vi har foran os, kan det virke som et meget stort skib, der sættes i søen. Kan det sejle? Kan det skifte retning efter behov? Er der de rette mennesker om bord, og er der forsyninger nok? Min svar er ja, hvis alle om bord tager del i opgaven! Skibet er så stort, at det kan modstå pludselige vejrskift og storm. Det sejler stabilt, og der er mange små både, som kan sendes ud og undersøge mulighederne på de øer, som passeres. Én offentlig sektor - én indgang! - Et af strukturreformens mål er, at kommunerne skal være borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Servicen over for borgerne skal prioriteres højt, og i den Ny Næstved Kommune vil borgerbetjeningen også komme til at fylde meget. Borgerne skal kunne henvende sig et sted og få løst de mest almindelige myndighedsopgaver ved den samme skranke gennem en hurtig og effektiv sagsbehandling. - Hvis en borger for eksempel henvender sig, fordi han er tilkendt førtidspension, er det ikke tilstrækkeligt, at medarbejderen ændrer borgerens skatteopgørelse. Medarbejderen skal sætte sig i borgerens sted og gennemtænke hvilke yderligere ydelser, der kan være brug for. Det kan for eksempel være: * at tale om og måske blive skrevet op til et skånejob * at søge om hel eller delvis økonomisk friplads i daginstitutionen * at søge om regulering af boligsikringsydelsen og/eller * at søge om ekstra børnetilskud. - De nuværende rådhuse i alle fem kommuner kan med fordel bruges som borgerservicecentre. Det betyder, at borgerne stadig har den samme afstand til kommunen, hvis de for eksempel vil aflevere flyttemeddelelse, skifte læge eller lignende. Der er naturligvis også mulighed for elektronisk selvbetjening fra borgernes egne computere. - Den ny Næstved Kommune vil få bedre muligheder for at betjene erhvervslivet, hvor den primære opgave skal være rådgivning og vejledning. Erhvervslivet har ligesom borgerne krav på en effektiv og smidig sagsbehandling. Kort sagt: Kommunen skal være en dygtig og inspirerende samarbejdspartner, som giver gode udviklingsbetingelser til erhvervslivet. - Kommunens samspil med erhvervslivet er også vigtig i forhold til at skabe nye arbejdspladser og udvikle borgernes kompetencer i bred forstand. Det handler om livslang læring. Kommunens borgere - også dem uden formel uddannelse - skal have mulighed for at forbedre deres kvalifikationer, for eksempel gennem mand-til-mand-oplæring. Det kræver et tættere samarbejde med erhvervslivet. - Næstved har mange uddannelsesmuligheder. Den nye Næstved Kommune har i kraft af sin størrelse flere muligheder for at få nye sundhedsuddannelser til Næstved. Det kan understøtte kommunens rolle som førende sundhedsby på Sjælland og forbedre mulighederne for at etablere et egentlig sundhedscenter i Næstved. Et sådant sundhedscenter kan varetage flere funktioner såsom lægehus, rehabiliteringscenter og call-center med læge/sygeplejefaglig ekspertise. - Strukturreformen er i særlig grad borgernes kommunalreform. Den nye Næstved Kommune bliver en kommune med betydelig større muskelkraft - både økonomisk og ansvarsmæssigt. Det skal først og fremmest komme borgerne til gavn. ![]() |
||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |