Fem borgmestres taler omkring Ny NæstvedNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten14/12-2004 Søren Dysted, Holmegaard Kommune: - Jeg hedder Søren Dysted, og er borgmester i Holmegaard Kommune. - "Sammen er vi bedre end hver for sig, åbenhed, mangfoldighed og ligeværdighed" Det er de værdiord, Holmegaard Kommunalbestyrelse har vedtaget i forhold til dette samarbejde om at blive den ny Næstved Kommune. - Etableringen af den ny Næstved Kommune er et meget stort projekt, som skal gøre en stor forskel til gavn for borgerne. Det handler ikke bare om at flytte rundt på skriveborde og sætter nye kommuneskilte op. Det handler om, at vi i den ny kommunale struktur virkelig skaber et visionært kommunestyre. - Ikke at borgerne straks efter den 1. januar 2007 oplever, at den ny struktur gør en forskel til det bedre. Det vil tage tid. Men tiden er ikke udfordringen. Udfordringen er den måde, hvorpå det lykkes for os at danne den ny Næstved Kommune. - Det bliver en helt ny organisation, hvor vores mange medarbejdere skal finde sig til rette, og hvor de skal være sikre på, at deres ny arbejdsgiver - den ny kommune - vil skabe nye fremadrettede jobs, og hvor der vil være plads til alle fra de gamle organisationer. Kommuner såvel som amter. - Den ny organisation skabes af fem kommuner og dele af to amter. Medarbejderne fra amterne kommer med de nye opgaver, der skal flyttes til den ny Næstved kommune. - Der bliver både tale om nye måder at organisere arbejdet på og nye opgaver. Ikke bare de opgaver, der overflyttes til kommunen, men med den anderledes fokusering på sammenhængen mellem opgaverne, påvirkes alle medarbejdere af ændringerne. Det er en udfordring! - Der bliver nu taget initiativ til at danne en række styregrupper, der skal forberede sammenlægningen. Det er vigtigt, at vi for det kommende år prioriterer de opgaver, der skal løses først, for at komme godt fra start. Vi skal være godt forberedte. Det er fristende at sætte mange arbejdsgrupper i gang, men prioriteringen af de ansattes arbejdstid i de kommende år er vigtig. Projektet skal ikke præges af stressede medarbejdere. - Det er vigtigt, at alle medarbejdere tager positivt mod denne udfordring og griber en stor chance for selv at være med til at påvirke fremtidens kommunale arbejdsplads. Sundhed - En af de store opgaver for den ny Næstved Kommune bliver at arbejde med sundhed. Sundhed er et samspil mellem mange faktorer. Den enkeltes sundhed afhænger ikke kun af alder og arv, men også af de levevilkår og den livsstil, man har. - Sundhed er både fravær af sygdom og det enkelte menneskes sociale og psykiske velvære. Sundhed er en ressource – et middel for det enkelte menneske til at få et godt liv. - Den ny Næstved Kommune får ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis. Der skal indtænkes forebyggelse og sundhedsfremme i alle de forhold, der indgår i de kommunale opgaver - og som har betydning for sundheden. Nutidens udfordring skal tages op - kampen mod livsstilssygdommene - At ændre livsstil i forhold til for eksempel rygning, alkohol, kost og for lidt motion er et langt sejt træk, som kræver, at vi ændrer vaner og holdninger. Vi har i dag en høj levestandard, og den teknologiske udvikling har medført, at vi har fået bedre og sikrere arbejdspladser. Vi kan analysere, teste og beregne hvordan vi opnår de bedste kvaliteter på vand, jord og luft, som er grundlaget for gode livsbetingelser. - Vores muligheder for at arbejde med forebyggelse er gode, men vi er oppe mod svære odds. Gennem opvæksten grundlægges sunde livsvaner, så det er disse aldersgrupper, der skal præges. Det bliver nu et kommunalt ansvar – også økonomisk - at opbygge en sundhedspolitik. Amterne har gennem en årrække opbygget og udviklet viden om forebyggende arbejde, og deres ekspertise via forebyggelseskonsulenter er vigtig at overføre til kommunerne. - Der er altså mange gode argumenter for, at vi politisk skal opprioritere sundhedsområdet i den ny Næstved Kommune - "udbyttet" af investeringen får den enkelte borger ved, at de kan lægge år med sundhed og øget livskvalitet til deres liv, og kommunen og samfundet som helhed får en øget økonomisk vækst blandt andet ved mindre sygefravær. Ældreområdet - Nogle taler om "ældrebyrden" - jeg vil hellere tale om den værdighed og respekt, vi skal udvise i samarbejdet med den ældre. Om 20 år er der 40 procent flere ældre over 80 år. Vi skal forholde os til denne situation allerede nu, hvis vi ønsker at fastholde den service og de muligheder, som kendes i dag. Det er et område, som den ny Næstved Kommune bør prioritere. - Vi skal medvirke til at gøre den ældre i stand til selv at klare så meget som muligt. Vi skal ikke omklamre og pakke ind i vat og bomuld; men vi skal yde en ældrepleje, som vi kan være bekendt, og vi skal være der, når det behøves. Vi skal alle tage ansvar for vore ældre; men de ældre skal lige som andre også selv tage ansvar for deres liv og se på mulighederne frem for begrænsningerne. - Holmegaard Kommune går ind i samarbejdet med den vision, at sammen skal vi være bedre end hver for sig - vi vil tage alt det bedste med "hjemmefra" - og når alle gør det, kan det ikke undgå at lykkes! - Med disse ord vil jeg ønske et stort og helhjertet til lykke med vores ny Næstved kommune. ![]() |
||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |