Fem borgmestres taler omkring Ny NæstvedNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten14/12-2004 Henrik Willadsen, Fuglebjerg Kommune: - Jeg hedder Henrik Willadsen, og er borgmester i Fuglebjerg Kommune. - Nu er det jo jul, og det er også tidspunktet for mange ønsker. Jeg har mange ønsker, forventninger og forhåbninger til fremtiden i den ny Næstved Kommune. - Den ny Næstved Kommune får en størrelse, som giver gode muligheder for at løse de mange nye opgaver. Vi får en kommune, som i stor udstrækning er selvforsynende både i forhold til uddannelses- tilbud, indkøbsmuligheder, beskæftigelse og kulturelle tilbud. Kort sagt: Et godt fundament for en bæredygtig kommune. - Naturligvis er arbejdet ikke gjort med underskriften alene. Vi har også nogle hårde arbejdsår foran os, for at få det hele til at falde på plads. - Jeg vil love, at vi alle vil gøre vores yderste for at borgerne fra første dag i den ny kommune vil opleve et godt og effektivt serviceniveau. - Jeg håber også, at I som borgere i den ny Næstved Kommune vil være aktive medspillere i processen. Det er en vigtig proces, vi skal igennem, og i den proces har vi brug for så mange bidrag som muligt. - "Fremtiden er som vi selv skaber den - og ikke mindst taler om den". - Det handler ikke om, at vi alle sammen kun må tænke og tale positivt - men der er mange ting, som bliver nemmere og sjovere, hvis vi vælger at se på mulighederne frem for begrænsningerne. - Et gammelt kinesisk ordsprog siger at: "Når forandringens vinde blæser, findes der to typer af mennesker: Dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller" - Vi fem borgmestre er mest til vindmøller, og vi mener, der er mange nye muligheder i det ny fællesskab, og det er de muligheder, vi gerne vil bygge fremtiden på. - De fem kommuner i den ny Næstved Kommune kommer fra to forskellige amter. Fuglebjerg Kommune er fra Vestsjællands Amt. De øvrige fire kommuner er fra Storstrøms Amt. - Jeg har naturligvis gjort mig nogle tanker om betydningen af at være den eneste kommune fra et andet amt. Fuglebjerg Kommune har ikke tidligere haft så meget - men dog et sporadisk - samarbejde med de øvrige fire kommuner. - Det betyder, at vi næsten er helt "grønne" i forhold til den ny Næstved Kommune. Vi har orienteret os mod beslutningsprocesserne i Vestsjællands Amt og har ikke noget indgående kendskab til beslutningerne i Storstrøms Amt. - Fuglebjerg Kommunes lidt anderledes baggrund kan dog være en fordel i vores fællesskab, da vi kommer med helt friske øjne og måske kan give nogle nye perspektiver på opgaverne. - Den ny Næstved Kommune er en meget harmonisk kommune med én stor fælles "hovedstad" med særdeles gode indkøbsmuligheder og et stort udbud af kulturelle aktiviteter. Den befolkningsmæssige fordeling mellem land og by er stort set lige, og i alle dele af kommunen er der mange naturskønne områder. - Størsteparten af de fem kommuners borgere bruger allerede i dag Næstveds mange tilbud, og opfatter altså i stor udstrækning Næstved som deres by. - Borgerne i landområderne har glæde af de mange muligheder i byen, og har mange fordele ved at have én fælles "hovedstad", da det giver et større og mere varieret udbud af aktiviteter. - Borgerne i byområderne har glæde af den naturmæssige rigdom på landet, som både kan tilbyde nogle andre bo-muligheder med mere plads og rum, og nogle gode udflugtsmål med dejlige naturoplevelser. - Der er ingen tvivl om, at den ny Næstved Kommune vil være én af Danmarks smukkeste. Prøv bare at tænke på de natur-rigdomme, der er ved Fladsåen, Susåen, Holmegaards Mose, Mogenstrup Ås, Tystrup-Bavelse, Herregårdslandskabet og hele kyststrækningen. - En bæredygtig grøn kommune skal være et af den ny kommunes vartegn til gavn for både borgerne og de mange turister, som hvert år vælger at besøge området. Derfor er jeg heller ikke tvivl om, at den ny Næstved Kommune vil investere i en fortsat udvikling af landområderne. - I den forbindelse er det naturligvis også en vigtig opgave at sikre gode vejforbindelser, så både bløde og hårde trafikanter har mulighed for at færdes sikkert i hele kommunen. - Det er samtidig vigtigt at sikre den kollektive trafikbetjening både i byen og på landet. Næstved Kommune har forsøg med både Bybus-taxa og Oplands-taxa, hvor man i aftentimerne og i weekenderne kan blive transporteret fra egen bopæl til centrum for almindelig bus-takst. Jeg synes, det er et spændende forsøg og håber, at den ny Næstved Kommune kan få en lignede kollektiv trafikbetjening, så Næstveds centrum kan bruges aktivt af alle borgere, uanset om de bor i byen eller på landet. - Jeg har engang lært, at uanset hvor i verden du bor, kan du altid tegne et bestemt geografisk område, så det er i centrum for resten af landet eller resten af verden. Det afhænger af øjnene, der ser - eller hånden, der tegner: Lad os sammen tegne den ny Næstved Kommune! ![]() |
||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |